Studentermotivationer

- studerendes motivationer og udfordringer ved integration af forskning og undervisning

Af Tine Damsholt og Marie Sandberg

Forskningsbaseret undervisning er godt! Det er den umiddelbare reaktion man møder blandt de fleste studerende. Da vi lavede korte interviews med knap 100 studerende på 35 forskellige fag fra Humaniora og Naturvidenskab i 2014-2016 var det overvejende synspunkt, at integrationen af forskning i undervisningen gjorde undervisningen bedre og mere relevant: ’Motiverende’, ’mega-nice’, ’engagerende’, ’bedste måde at lære på’, ’sindssygt fedt’ var nogle af de mange positive udsagn vi mødte. Gået lidt mere på klingen var en gennemgående begrundelse, at integrationen af forskning i undervisningen sikrede, at det man blev undervist i var den nyeste og aktuelle forskning, at undervisningen blev mere aktiverende og inddragende, samt at man tydeligere kunne se relevansen og brugbarheden for andre af det man lavede i modsætning til den mere skoleprægede færdighedsundervisning.

Går man nærmere i analysen af udsagnene bliver det imidlertid også tydeligt, at der under den umiddelbare positive forståelse er både vigtige nuancer og afgørende forskelle i de motivationer, studerende fremfører som begrundelse for, hvorfor integration af forskning i undervisningen (FUI) er godt. Det der synes at motivere den ene, kan netop være det, der virker demotiverende for en anden. Der er mange varianter af motivationer – og også forbehold – og her vil vi kort præsentere nogle mønstre i denne variation af motivationer (kaldet rationaler) hos studerende, som integration af forskning i undervisning forstås og erfares ud fra. Og herunder de specifikke udfordringer og muligheder, som disse forskellige rationaler giver. Vores overordnede pointe er, at der altid vil være en flerhed af rationaler til stede i undervisningsrummet, og at underviseren med fordel kan medtænke disse forskellige motivationer, når et forskningsintegrerende undervisningsforløb tilrettelægges. Ligeledes bør læringsmålene kommunikeres, så de (så vidt muligt) kan give mening indenfor flere forskellige rationaler blandt de studerende.

1) I det udviklingsorienterede rationale – er det afgørende at kunne bidrage til sin egen, fagets og forskningens fortsatte udvikling. Her virker integration af forskning i undervisningen umiddelbart relevant men virker især brugbar, når de studerende inddrages i at stille nye, åbne og kritiske spørgsmål og dermed bidrage til fagets og videnskabens udvikling, også når det går via ubetrådte stier og eventuelle om- eller vildveje. Indenfor det udviklingsorienterede rationale synes FUI ikke så brugbar, hvis det bliver for ’skoleagtigt’ og handler om at gentage og reproducere allerede kendte svar eller forsøgsresultater.

2) I det joborienterede rationale – er det afgørende fremtidens jobmuligheder og derfor at man kan bestå eksamen. Derfor skal FUI helst være relevant i relation til et fremtidigt jobmarked (fx ved at man får nyeste viden og metoder), men det må ikke være på bekostning af undervisningens fokus og eksamensrelevans. Derfor synes man ikke FUI er relevant, hvis man ikke ser forskning som del af et fremtidigt arbejde eller hvis forskningen ikke kan præsenteres som havende entydig eksamensrelevans.

3) I det omsættelsesorienterede rationale – er det afgørende, at få anvendelsesrelevante redskaber og viden, der kan omsættes til praksis. Her er FUI relevant, hvis det giver hands-on-erfaring, metode- og procesværktøjer, som kan omsættes til praksis og gøre en forskel udenfor universitetsverdenen. FUI virker imidlertid ikke relevant, hvis det ikke giver konkrete kompetencer, hvis man ikke inddrages eller hvis forskningen kun er relevant for en snæver, universitær og virkelighedsfjern kontekst.

4) I det professionsorienterede rationale – er det afgørende, at komme ind i en specifik profession. Her betragtes FUI som relevant, når det bliver en måde at komme ind i en profession på eller er en uomgængelig del af selv at være udøvende indenfor professionen. FUI virker ikke relevant, hvis det bliver for snævert og ikke umiddelbart ses som del af den aktuelle profession.

Relevans og brugbarhed kan altså blandt studerende på samme kursus handle om så forskellige ting som den studerendes og fagets udvikling, om direkte nytteværdi ift. eksamen og jobmarked, hands-on-erfaring anvendelig i ’virkeligheden’ eller en uomgængelig del af en specifik profession. Omvendt kan FUI fremstå som irrelevant og ’ikke-brugbar’ på lige så mange forskellige måder.

De studerendes motivation er afgørende for at integrationen af forskning og undervisning er vellykket, men der er mange og modstridende slags motivationer eller rationaler. Det betyder at FUI helst skal give mening på flere måder på én gang, hvilket er lettere sagt end gjort. Relevansen af integrationen af forskning i undervisning er ikke selvindlysende for alle studerende – den skal artikuleres og motiveres.

Da arbejdsmarkedet for universitetets færdige kandidater er bredt og under stadig udvikling, er der både brug for specialiserede forskere, bredt orienterede formidlere og kompetente omsættere af forskningens metoder, såvel som professionelle udøvere i fremtiden. Og for alle kan integrationen af forskning i undervisningen under deres universitetsuddannelse være brugbar og relevant. Forsknings-undervisnings integrationen skal imidlertid kvalificeres og begrundes på flere og målrettede måder, i stedet for at blive taget for givet som selvindlysende brugbar og selvforklarende.