Forskningspraktik – noget for dig?

Af Niels Jakob Elsborg Andersen

Kender du det med at blive spurgt ind til, hvad du gerne vil med din uddannelse, når du engang er færdig på den humanistiske kolbøttefabrik? – om det så er onkelen til familiefesten, eller vennerne fredag aften nede på bodegaen, der spørger? Og har du lige som jeg endnu ikke kunnet komme med et klart svar, som du også selv troede fuldt og fast på? I så fald er nærværende indlæg henvendt til dig. Særligt hvis du går og leger lidt med tanken om at forsøge at blive forsker.

Mit navn er Niels Andersen, og jeg læser Historie på KU med et år tilbage af kandidaten. Jeg skriver til dig for at gøre opmærksom på en ”anderledes” mulighed inden for praktikkens verden, som jeg selv har haft mulighed for at stifte bekendtskab med, og som med den nye KA-2015-studieordning er blevet lettere at få adgang til: Forskningspraktikken. Først vil jeg fortælle dig lidt om praktikkens fordele generelt – og om forskningspraktikkens relevans i særdeleshed. Derefter vil jeg til inspiration berette lidt om min egen tid som forskningspraktikant.

Hvorfor dog praktik – og hvorfor så forskningspraktik?

Muligheden for at tage i praktik er ikke noget særligt mange historikere på KU benytter sig af. På baggrund af mine egne erfaringer synes jeg dog, at det er værd at gøre lidt reklame for praktikkens mange muligheder. Fra min deltagelse i praktiktemadage og fra mine samtaler med andre studerende har jeg en formodning om, at de fleste, der vælger praktik, har en idé om, hvad de godt kunne tænke sig at arbejde med i fremtiden, og at de vælger praktikplads derefter. De får afprøvet drømmejobbet, og de finder ud af, om det virkelig er noget for dem. Det er alt sammen meget godt for dem. Men for sådan nogle som dig og mig, der langt ind i studiet bliver ved med at tvivle på, hvad vi egentlig vil med vores uddannelse, kan det være svært at forestille sig, hvad man overhovedet kan få ud af at tage i praktik. Når vi læser Historie, så er det jo fordi, vi interesserer os for historie – og ikke nødvendigvis fordi vi interesserer os for at blive ansat i den såkaldte ’virkelige verden’ i et job, der måske ikke har det helt store med vores faglighed at gøre. Ja, måske tænker vi, at vi ved at undlade at tage stilling til vores fremtid, kan få lov at blive ved med bare at gå og hygge om historien. Måske er vi endnu mere naive, og forestiller os, at der er nogen der en dag vil ansætte os som forskere i historie, bare fordi vi aldrig har ladet vores interesser i nordslesvigske gravsten fra sengotikken eller i sydsvenske jernbaneforstanderlønninger i det sene 1800-tal forstyrre af omverdenens forventninger til, at vi også uddanner os mere strategisk målrettet arbejdsmarkedet.

Lad mig lige slå fast, at dette indlæg bestemt ikke skal ses som et forsøg på at ride Sofie Carsten Nielsens kæphest ind på den humanistiske arena i triumf. Jeg har ingen skjulte dagsordener og ønsker hverken at pace nogen gennem studiet eller gøre dem til arbejdsmarkedsduelige akademikere med egen nytteværdi som øverste målsætning og guddom. Jeg ønsker blot at informere dig om, at du har andre muligheder for at dygtiggøre dig til dit drømmejob, end blot at sidde bøjet over lærebogen – også selvom du kunne tænke dig at være forsker.

For du tænker måske på, hvorfor man overhovedet behøver tage i praktik som forsker. Man forsker jo i det daglige, når man som studerende følger sin undervisning og skriver sine opgaver. Derfor giver det mening at tage i praktik på et museum, hvis man vil være museumsansat efter endt uddannelse, men for forskeraspiranter gælder det vel blot om at blive ved universitetets forskningsrettede undervisning? Denne antagelse er sådan set rigtig nok. På det rent faglige plan er der meget forskningsorienteret at lære i undervisningen. Men det at være forsker indebærer langt mere end det rent faglige indhold, og det handler jo ikke kun om at sidde på sit let støvede kontor og nusse med tykke gamle bøger. Hvis mine erfaringer siger mig én ting, så er det, at man lærer langt mere om det at være forsker, hvis man bevæger sig om på den anden side af kateteret, ind bag undervisergangens halvt lukkede døre og tonede glaspartier; ind til frokostbordene, konferencerne og strategimøderne. Her er der virkelig noget ”erfaring” at hente.

Den nye kandidatstudieordning – nye muligheder?

Den nye – netop godkendte – studieordning for kandidatstudiet ved Historie (2015-ordningen) bringer godt nyt for studerende, der ønsker at tage i forskningspraktik, eller i praktik i det hele taget. Formuleringen af reglerne for det Projektorienterede akademiske forløb (som praktikforløbet formelt kaldes) er nemlig ret ”løse” sammenlignet med tidligere studieordninger: ’Et projektorienteret akademisk forløb består som udgangspunkt af 4 måneders praktik i en organisation, virksomhed, kulturinstitution eller andet.’[1] Der lægges med andre ord op til en noget større frihed for den studerende, til selv at vælge praktiksted og –form, end der har været i tidligere studieordninger.

Min vej ind i praktikken blev således besværliggjort af KA-2008-studieordningen, som jeg er på. Heri skulle man nemlig for praktikmodulet (VII) vælge en af tre mulige praktikformer, hvoraf ingen af dem nævner forskningspraktik som en eksplicit mulighed. I stedet fokuseres der på praktikforløb i ministerier, eksterne erhvervsvirksomheder eller ved ambassader, arkiver eller museer.[2] For at få lov til at tage min praktik som forsker, måtte jeg derfor overbevise Saxo Studienævn om, at mit forløb passede ind i en af de tre mulige praktikformer, nemlig det Projektorienterede kulturforvaltningsforløb, og samtidig bevise, at jeg ikke blot brugte det halve år på at skrive en akademisk opgave med en ekstern vejleder. Dette blev gjort ved, at jeg, sammen med min kontaktperson ved praktikstedet, udarbejdede en praktikkontrakt, hvorpå mine konkrete fremtidige arbejdsopgaver udspecificeredes. Det var ikke nogen helt nem kamp, men det lykkedes i sidste ende. Med den nye studieordning er der forhåbentlig åbnet op for langt lettere adgang til at prøve forskerdrømmen af som praktikant i løbet af kandidatuddannelsen.

Lidt om mit praktikforløb – hvad kan du forvente som forskningspraktikant?

Jeg har været i forskningspraktik her på KU på post.doc. Tenna Jensens forskningsprojekter i tilknytning til såvel forskningscenteret Copenhagen Centre for Health Research in the Humanities (CoRe) under Saxo-instituttet samt forskningsprojektet CALM (Counteracting Age-related Loss of Skeletal Muscle Mass), der er et af KU’s såkaldte tværfaglige stjerneprogrammer. Min rolle som praktikant har på den ene side været at ”følge i hælene” på Tenna, som er Historiker med etnologi som ”sidefag”, for at få et indblik i en forskers faglige verden og hverdag. På den anden side har jeg været decideret medforsker og har haft selvstændige arbejdsopgaver til gavn for både CoRe og CALM.

Som forsker ved CoRe er man en del af et hovedsageligt eksternt finansieret forskningscenter, hvori der indgår både historikere, etnologer og antropologer, og hvor det samlende faglige element er den kulturhistoriske og –analytiske tilgang til emnet ”sundhed”.[3] Der er tale om et meget dynamisk arbejdsmiljø, hvor ikke to dage synes ens, og hvor der forskes i emner, som er meget oppe i tiden. Et af disse emner er ældre mennesker som f.eks. er fokuspunktet for det forskningsprojekt, som jeg var tilknyttet, CALM. Projektet består af forskere fra Biomedicin, Mikrobiologi, Sensorik, Historie og Etnologi, og dets målsætning er at forhindre svind i ældre menneskers muskelmasse – et problem der leder til mange problemer med funktionsevnesvækkelse, fald og langvarende hospitalsindlæggelser.[4] På baggrund af både biomedicinske, mikrobiologiske og sensoriske resultater fra et klinisk forsøg med en større gruppe ældre mennesker, samt kulturanalytiske undersøgelser af diskurser, interessenter og sundhedsparadigmer, skal CALM komme med forslag til konkrete kost- og livstilsråd til ældre mennesker.

Alt i alt lyder mit forhenværende praktiksted måske hverken som den mest sandsynlige eller den mest ”almindelige” forskningsarbejdsplads for en historiker – og da slet ikke for en historiker som jeg, der først og fremmest interesserer sig for middelalderen og renæssancen. Men det er som nævnt langt fra kun det faglige indhold, der er af værdi, når man vælger forskningspraktik. I min optik er det snarere metoderne, teorierne, arbejdsmiljøet og de eventuelle interdisciplinære samarbejder og anderledes udfordringer, der synes at være det centrale.

Min rolle i CALM har været at bidrage med at forberede den historiske del af den ovenfor nævnte kulturanalytiske undersøgelse. Derudover har noget af mit arbejde for CoRe også kunnet bruges i CALM-projektet. For CoRe har jeg: a) oprettet en slags database over alle værker omhandlende emnet ”ældre og fysisk aktivitet” på forskningscenterets arkiv, b) understøttet denne database med en liste over relevante arkivskabere og arkivserier på rigsarkivet, c) kommet med konkrete forslag til, hvilke af disse kilder, der kunne skrives historiske artikler ud fra, og foreslået problemstillinger til disse artikler, d) deltaget i stort set alle møder, seminarer og konferencer, og samlet empirisk forskningsdata i form af renskrevne noter fra visse af disse, e) som CoRe’s første praktikant har jeg i min egenskab af ”udefrakommende” tilbageformidlet mit umiddelbare syn på centerets arbejdsmiljø, arbejdsgange og organisation. Sidstnævnte tilbageformidling har også været en mulighed for mig til at åbne centerets øjne for, hvordan en praktikant kan bidrage til forskningen. Alt i alt vil jeg sige, at mit praktikforløb har været gensidigt meget givende. På baggrund af den respons jeg fik på mit arbejde, er jeg ikke i tvivl om, at der også må være andre forskere, forskningsgrupper og -centre ”derude”, som kunne være meget interesserede i at engagere historikere som praktikanter – så hvorfor ikke dig?

’Konklusion’

Selvom dette indlæg har drejet sig konkret om forskningspraktik, så vil jeg vove at påstå, at mine erfaringer også kan gøre sig gældende inden for andre former for praktik. Det er ikke muligt at lære den såkaldt virkelige verden at kende ved at læse om den. Du bliver nødt til at prøve det af – at kaste dig ud i det – selvom der naturligvis er fare for at drømmen må kasseres ved nærmere eftersyn. Skulle dette ske, så har du nok alligevel lært noget vigtigt – både om virkelighedens verden, om dig selv og om dine egne forhåbninger om fremtiden. En ting er i hvert fald helt sikker: Du kan ikke vide det, hvis du ikke afprøver det!


[3] Læs mere på www.humhealth.ku.dk. Tilgået 25.03.15.

[4] Læs mere på www.calm.ku.dk. Tilgået 25.03.15.

Kildehenvisninger

Andersen, Niels Jakob Elsborg (2015): Forskningspraktik - noget for dig?. I: Passé pp. 91-96.